Omegnen

Bigum - en oplevelse!

Mangler du inspiration, eller vil du bare gerne vide mere om egnen omkring Bigum kan du med fordel gå ind på hjemmesiden for Viborg Kommune, der kan du finde forslag til afmærkde gåture i både Lindum, Fastrup og Vammen.
Vi vil her på hjemmesiden give forslag til nogle af vores egne favoritter omkring Bigum By.

- En tur på Kirkegården
- En tur i Ais Mogensens bakker langs søen
- Genopdag den gamle Kirke- og Skole sti
- En tur i engen og gennem Bigum Skov
- Klejtrup fortællinger
- Husflidsskolen i Bigum
- Møllen i Bigum

Oplevelser i naturen

Også naturen omkring Bejstefaars Hus byder på mange unikke oplevelser, hvis man blot kigger efter. Tjele Langsø er med sine 9 - 10 km Danmarks længste sø, og både dyre- og planteliv er værd at gå på  opdagelse i.Læs mere om søen og naturen omkring her

Det sker i Viborg

En kulturkalender, som giver dig overblik over, hvad der sker i den nye Viborg Kommune. Musik, teater, film, udstillinger mv.Se kulturkalenderen her

Viborg kommune

Seks kommuner og en del af en syvende er nu lagt sammen til én kommune, den nye Viborg Kommune. Med Viborg Kommunes hjemmeside har du et godt grundlag, for at finde relevante oplysninger om kommunens mangeartede tilbud.Se deres hjemmeside her

Lokalhistorisk Arkiv Klejtrup 

Alle med tilknytning til en ejendom eller gård i Klejtrup sogn, kan muligvis finde oplysninger om sin familie hos denne forening. På nuværende tidspunkt har de ca. 45 færdige bøger i deres lokalhistoriske arkiv med et rigt data- og billedindhold. Det er dem der har udarbejdet det hæfte, der hedder "Bakkely" vedr. vore forfædre, der stammer fra Hejring, en lille by ved Skivevej i Klejtrup sogn.
Der ligger en kopi af dette hæfte i Bejstefaars Hus som kan studeres nærmere i de lange aftener uden fjernsyn eller i tilfælde af et vejrlig der opfordre til indendørs sysler.
Se foreningens hjemmeside her

En tur på Kirkegården

Bigum Kirke ligger smukt med en flot udsigt over søen.
Kirken er bygget af smukke granitkvadre omkring år 1150 og er senere udvidet med våbenhus og tårn. Læs mere her.
Lige ved indgangen findes familiens gravsted hvor vores slægt fra Bakkegården ligger begravet.
Det kan være interessant at betragte billederne på væggene i huset inden besøget og således knytte forbindelsen mellem billederne og de gravsten der er på kirkegården.
Vi kan herved få en fornemmelse af det liv der har været på egnen i de gamle dage.
Kirkegården er ikke større en nogle af de gamle i foreningen kender navnene på de fleste gravsten og kender tilhørsforholdet mellem gravene og egnens gårde og huse.
Besøget på kirkegården giver derfor ofte anledning til at fortælle  nogle gamle historier om livet i Bigum By.
Tilbage

En tur i Ais Mogensens bakker langs søen.

For de fleste er denne tur et must men for gæster der ikke er vant til at omgås køer i den fri natur kan turen være lidt af en udfordring. En god regel er at holde øje med tyren så at han ikke er lige i nærheden.
Turen kræver som regel godt fodtøj idet der både er sandbakker og sumpede områder der skal passeres.
Køerne har trampet de stier der skal følges og turen starter med et godt kig ud over Tjele Langsø.
Bakkerne er tydelige grus og sandaflejringer som er bevokstet med ene og floraen er typisk for næringsfattig sandjord. Timian er en del af bundvegetationen.
Vær forsigtig med at plukke idet genvæksten her er meget langsom så rødderne må ikke hives op.
Neden for bakkerne er området ved at springe i Ellesump.
Området var indtil for 15 år siden helt afgræsset med lysåben eng og den tilhørende flora.
Her findes stadig Maj Gøgeurt men den vil efterhånden blive fortrængt af ellesumpen.
Husk at Gøgeurt er fredet og at den må ikke plukkes.
Længere henne kommer der et kildevæld hvor der tidligere var et lille stykke med kviksand
Dette væld har sat fantasien i gang hos mange børn i tidens løb og prøv om I kan få nogle historier ud af nogle af dem der kender området.
Området huser ofte et vibepar om foråret og i forsommeren så pas på at I ikke skræmmer forældreparret bort når I går rundt i området.
Vældet passeres ved at gå lidt op i bakkerne igen og ned gennem ellesumpen til den store eng ude langs med søen.
Dette stykke eng springer ikke så hurtigt ud i Ellesump så her er stadig gode betingelset for gøgeurt.
Ud over køerne afgræsses dette område ofte af store flokke af gæs forår og efterår.
Der er et vældigt leben af de mange forskellige svømmefugle der holder til i områder.
Sidst i maj er der haletudser i de små vandhuller og der kan ofte høres et helt kor af frøer. Dette frøkor kan tit høres helt nede fra huset.
Turen rundes af ved at gå op gennem bakkerne til markvejen der fører jer tilbage til huset.
Tilbage

Den gamle Kirke- og skolesti.

Denne tur er noget af en udfordring og kræver lidt lokalkendskab.
Kirke- og skolestien gik oprindeligt oppe fra Bakkegården og Myrhøjgård og ned til Kirken og den skole der oprindeligt lå der hvor kirkevejen drejer fra byvejen.
Stien blev benyttet af børnene fra de gårde der ligger langs landevejen oppe ved Bakkegården.
Børnene fra Bakkegården gik op mod Myrhøje der ligger bag Myrhøjgård og ned gennem slugten(tunneldalen) ned mod skolen.
Vores tur starter som regel ved Anna´s hus hvor vi går op mod det store asketræ der står oppe på bakken.
Derfra strider vi os gennem krattet ned til markskellet neden for bakken.
Husk på at dette kræver godt fodtøj og lange bukser på grund af brombær og risiko for flåter.
Nede i markskellet går vi til højre forbi morellerne og nede i hjørnet går vi under hegnet ind til højre langs skellet på den næste mark.
Vi følger dette skel indtil vi kan se begyndelsen på den slugt der skal føre os ned til byen ved forsamlingshuset.
Det kræver lidt skarp iagttagelsesevne at finde sporene af den gamle sti. Den nu er helt overvokset med skov men ved at følge terrængets naturlige veje kan det godt lade sig gøre.
Der er meget smukt og fredeligt i dette område og fantasien kan igen få frit løb tilbage i tiden hvor dette var den naturlige vej mellem gårdene og den lille by.
Tilbage

En tur i engen.

Turen til engen kan starte nede ved huset men så bliver det en rigtig gåtur på 3 til 4 timer.
De fleste gange tager vi bilen op til skovkanten lige over for den gård der ligger ved udgangen fra Smingsvej.
Se evt. kortet i den højre kolonne.
Herfra kan turen gøres på 1 til 1½ time alt efter tempo og interesse.
Vejen starter med at dele sig og vi tager som regel den højre ned gennem skoven til "Den indkaastvej" der løber på langs af skoven.
Der drejer vi til venstre og går et langt stykke indtil vi når et punkt hvor flere veje mødes og der er der en trekant af bevoksning midt i dette vejkryds.
Her drejer vi til højre og følger sandvejen helt ned til engen.
På turen iagtages myretuer, skarnbasser, spor af ræv og hjort samt de imponerende bakker som er skabt af smeltevandet under istiden.
Skoven er med både løv og nåletræer og den er på ca. 2000 ha, hvor vi som regel er helt alene om at nyde stilheden.
Nede i engen kan vi fantasere over det kæmpemæssige vandløb der oprindeligt skabte dette område og her er vi også som regel helt alene om at nyde området.
Det kan anbefales at man kæmper sig helt ned til åen ved at gå over den tørre mark og ned til åkrogen. Her kan der stadig  ses rester at et gammelt stemmeværk, der stammer  fra krigens tid hvor området gav tørv til egnens komfurer.
På grund af manglende afgræsning er området mindre tilgængeligt end tidligere men til gengæld behøver man ikke at passe på køer og tyre.
Med et godt kendskab til området kan man vælge en alternativ rute tilbage til bilen man skal blot orientere sig efter "Den indkaast vej" hvor der drejes til venstre og så vælge en af de veje der går ind til højre et stykke efter at man har passeret stedet med den nævnte trekant.
Så længe man går op ad bakke går det ikke helt galt og så skal man nok komme ud af skoven til sidst.
Tilbage

Klejtrup fortællinger.

Det gode blad Skalk har samlet nogle af de gamle røverhistorier der fortælles om egnen.
Bejstefaar gik i skole i Klejtrup og han fortalte selv nogle af de røverhistorier der er omtalt i bladet.
Disse kan også være med til at give turene til bageren et ekstra pift.





Tilbage
Husflidsskolen i Bigum.

Af Margrethe Hansen, Ans 1997
Redigeret af Henning Malthe Hansen, Bigum

Bigum forsamlingshus og husflidsskole blev i sin tid oprettet på aktier måske lån i 1923, Senere blev der optaget lån i Vammen-Lindum-Bigum sparekasse. Medlemmerne betalte dengang i forhold til ejendomsskyld. Et nyt lån blev optaget i 1956 til opførelse af en tilbygning, der blev indviet den 5. januar 1957. Betalingsmåden ændredes til delvis fast pris pr. husstand plus et tillæg, der afhang af ejendomsskylden. Hvornår ligger uklart, men betalingsformen blev senere ændret til fast pris pr. medlem.

De første ledere af husflidsskolen:

Bertel Halskov, Bigum.
Kresten Larsen Kristensen, Bigum.

Senere ledere:

Julius Andersen, Lindum.
Aage Pedersen, Vammen.

Først i 1960-erne brændte kasserer Stougaard Poulsens hjem i Bigum. Protokoller, regnskaber og øvrige optegnelser, der hidrørte husflidsskolen, blev også flammernes bytte. Derfor er grundlaget for en lokalhistorisk beskrivelse af husflidsskolen baseret på de erindringer, som slægtninge af skolens initiativtagere kan bidrage med.

Det er en ret vanskelig opgave jeg har påtaget mig. Nemlig det at skulle give et billede af de tilskyndelser, der ligger til grund for opførelsen af Bigum husflidsskole. Vanskelig, fordi jeg ikke er født før i 1923.

Hvonår husflid kom ind i det danske sprog som et begreb er uklart. Men husflid var oprindelig forarbejdning af produkter til eget brug i hjemmet. Man anvendte egne råvarer, som man enten dyrkede, høstede eller man anvendte biprodukter fra kornavl. Samfundet var dengang stort set selvforsynende, men nogle specialiserede sig dog i at fremstille varer med salg for øje. Produkter som blev solgt rundt omkring på markeder.

Bønder tilvirkede selv mange af deres redskaber. Det var ikke trangen til fritidssysler i ledige stunder, som drev værket, men det faktum, at de ikke havde andet valg. Selvfølgelig var håndværk en realitet, men landmanden havde dengang ingen muligheder for købe sig til de mest basale nødvendigheder. Et lille anstrøg af luksus i det danske almueliv finder vi dog i karlenes fæstegaver til kæresteme. På den ene side var det jo nok en tradition, men på anden side var det også ligesom starten til det, der kom til at ligne den senere opfattelse af husflid. De kunstfærdige og smukke mangletræer og banketærskler havde jo fungeret lige så godt, om de havde været foruden de dekorative træsnitarbejder.

At medaljen også har en bagside, er der måske ikke så mange, der tænker over. Hosekræmmeren er nok den første vi tænker på, når vi taler om tidlige tiders husflid. Vi er heller ikke det fjerneste i tvivl om årsagen til kræmmemes velstand. De havde i modsætning til bønder råd til stærke rideheste. Hosekræmmerens ugentlige besøg var ventet og kærkommen. I 1700-tallet var den almene opfattelse klart den, at den bedste næringsvej var husflid. Mange landsbysamfund beskæftigede sig med vante- og hosebinden. Man strikkede. Alle, der evnede at lære hosebinderens kram, lavede bogstavelig talt ikke andet. Indtægterne syntes også, overfladisk betragtet, rimelige. Et helt sogn kunne tjene adskillige tusinde rigsdalere på et år. Det er ikke muligt at omsætte værdierne til nutidige normer. Men handelstalent og bøndernes armod var årsager til, at man mistede overblikket. Samtidens kritiske røster i midten af 1700-tallet giver et glimrende indtryk af situationen. Mange landmænd havde svært ved at skaffe sig den fornødne arbejdskraft. For de, der havde valget mellem arbejdet indendørs foran den varme ovn eller markarbejdets betydelig mere krævende og tunge slæb, faldt valget ud til fordel for hjemmeproduktionen af sokker og vanter. Ikke alene anvendtes ulden udelukkende til strikning, hvorved fremstilling af øvrige og nødvendige varer forsømtes. Tekstiler til linned og tøj måtte derfor købes til urimelige høje priser.

Et andet overset problem var landbrugsjord, der stod ubenyttet hen. Her skal det dog understreges, at det var lyngklædt hedejord, man undlod at tage i anvendelse. Netop i 1700 tallet erfarede man, at gødskning med mergel gav et øget udbytte afkom og græs. På de bedre jorde indebar det ikke de store problemer. Men de magre jorde kunne ikke umiddelbart klare den fede gødning. Den skulle først blandes med jord for at skabe en modereret temperering af jorden for at undgå en alt ødelæggende afbrænding. Det var det hårde markarbejde, bønderne havde svært ved at skaffe folk til. Den forbitrede bonde kan ikke fortænkes i sine bespottende teorier om datidens folkelidelser. For den magelige, som foretrak arbejdet ved den varme ovn indendørs, var risikoen ved at bevæge sig udendørs lig med hoved- og tandpine, hævede ben og gigtplagede lemmer.

Landprang med uld var et andet meget stort problem. Handelsfolk kørte ulovligt rundt på landet og opkøbte uld, som de herefter "smuglede" til Hanlburg. Herfra blev ulden sendt til København, hvor den blev solgt som udenrigs uld til meget høje priser. Problemet var stort, hvilket også afspejles i de mange luksusforordninger, der kom i 1700-tallet. Den sidste, som kom i 1783 bestemte, at bønderne kun måtte gå i hjemmegjort tøj, som var fremstillet i Danmark af uld fra danske dyr eller af hør dyrket her i landet. Men hjemmeindustrien var kommet for at blive. Det var et nødvendigt sideerhverv til landbruget. Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab, der blev stiftet i 1769, opfordrede og gav støtte til husflid.

De velhavende arbejdede ikke, de eksperimenterede. Det praktiske arbejde, de udførte, blev kaldt kunstflid Husflid var noget, man udførte i småkårshjem, hvor man ikke kunne købe sig til fornødenheder.

Niels Christian Rom (1839-1919) var det menneske, der frem for nogen brændte for folkeoplysning. Han var lærer, redaktør og forlægger. Igennem hele sit liv arbejdede han intenst for udbredelse af husflidsbevægelsen. I 1873 begyndte N.C. Rom at udgive ugebladet Husvennen. Bladet indeholdte fortællinger, noveller og små romaner, der handlede om hverdagsmennesker. Det var jævne fortællinger om bøndernes liv. I tidligere litteratur havde man nok truffet bonden, men han var som oftest fremstillet som en latterlig figur. Det var fortællinger, der i "finere" kredse havde en ringe agtelse. For mange, der bogstavelig talt aldrig havde haft en bog imellem hænderne, blev det et første møde med litteraturen. Nærværende læsestof der vækkede læsetrangen for mange. Jeppe Aakjær har bl.a. fortalt om den spændte længsel, man gik med, når man ventede Husvennens komme med posten. Det var absolut ikke almindeligt, at man holdt avis dengang. Husvennen var det eneste nyhedsstof man læste. I bladet kunne man finde mange artikler om husflid, et let tilgængeligt stof med tegninger og beskrivende anvisninger.

I 1916 udgav N.C. Rom bogen Dansk Landbohusflid i halmbinding. Nok syntes han at gøre dyd af nødvendighed. Nøjsomhed og sparsommelighed var ikke noget man behøvede at lære, man havde ikke andet valg. Men derimod lærte han folk at udnytte, de muligheder de havde. Billige råstoffer, som man havde lige ved hånden, kunne forarbejdes til nyttige brugsgenstande. Han pustede fornyet liv i gamle kendte håndværksområder, som var næsten uddøde. N.C. Rom forstod at motivere folk, og fik dem til at stifte husflidsforeninger. Tillige opfordrede han til samarbejde med håndværkere, der kunne vejlede og lære fra sig.

Det må have været i de tider, de første spirer til Bigum husflidsskole blev lagt. Min far Kresten Larsen Kristensen havde et eller flere ophold på St. Restrup husflidsskole, sidste gang i efteråret 1922.

Fra min søster Anna født i 1915 ved jeg, at der blev plantet pil på et stykke af vores jord omkring 1920-21; årstallene er ikke helt sikre. Ligeledes fra Anna ved jeg, at byens karle fik undervisning i kurvefletning, bogbinding og forsåling af fodtøj. Det foregik i storstuen på Bakkegaard.
I vognporten på samme gård underviste Bertel HaIskov i træsløjd. Niels Stougaard var også med, men hvad hans opgave var, er jeg ikke klar over. Anna fortæller, at de hjalp med at barke pilene af og lægge dem i vand. Jeg erindrer at have hjulpet med at samle og bære pilene ud, når far havde skåret dem. Til grovere kurve anvendtes vidjer med påsiddende bark, men ellers blev barken løsnet fra kvistene i frisk tilstand. Herefter blev de hurtigt tørret for at bibeholde den lyse farve. De kunne herefter opbevares i mange år. Den stivhed de fik under lagring forsvandt, når de blev opblødt i vand. Til finere arbejder blev vidjerne spaltet. Kurvemagerarbejde er et meget gammelt håndværk, som stort set altid har været udført manuelt.

Pladsen i storstuen og vognporten må have været trang, så ideen til at få bedre lokaler har nok været nærliggende.

Hvor længe min far underviste i de forskellige ting er jeg ikke klar over, men han fortsatte med at forsåle sko. Vi var ikke altid tilfredse med de tykke såler, der kom under skoene, men det nyttede ikke at klage. Heldigvis for os voksede fødderne jo. Jeg fik det første par købte fine sko, da jeg var 12 år. Indtil da har det været sko, mine større søstre var vokset fra. Nye træsko fik vi som regel hvert forår. Jeg husker tydeligt, da far kom hjem fra brugsen med det første par franske træsko, sorte med grønne kanter og et fint mønster præget ind i læderet. -Da var jeg otte år.-

Anvendt kildemateriale:

N.C.Rom
Dansk Landbohusflid-Halmbinding.

E. T. Kristensen
Gamle Folks Fortællinger om Det jyske Almueliv


Tilbage
Tilbage



Foreningen Bejstefaars Hus, Bygvænget 278, 2980 Kokkedal