Endnu en historie om Lise og morbror Ingmar.
Som jeg husker det, var jeg vel omkring 7 – 8 år og var i
marken, i ”hiern” – heden, som jeg husker som en
mark, der lå på den anden side af landevejen, forbi moster Marie og onkel
Villys hus – og omkring 2 km ud af en markvej – til marker, jord, som Bejstefår havde tilkøbt sig i sin tid og opdyrket – her var
vi vist i gang med at samle kartofler op – i hvert fald:
Lise skulle hjem og i aktivitet et andet sted … og uden
særlige overvejelser, ihverfald ikke nogen som jeg
blev inddraget i, blev jeg sat op på ryggen af Lise – og morbror Ingmar sagde: ”Så
kan I godt ta` hjem! ” …
Og jeg tror den besked først og fremmest var til Lise,
for hun begyndte i et roligt tempo at gå hjem mod Bakkegården – mens jeg sad på
hendes brede ryg, og vidste hverken ud eller ind.
Da vi kom til landevejen … lige over for moster Marie og
onkel Villys hus, stoppede Lise op og så sig både til højre og venstre … og gik
så roligt over vejen og ned ad alleen til Bakkegården – og på gårdspladsen var
der voksne som tog imod os – løftede mig ned af Lise – og opgaven var løst.
Jeg husker det som en tillidserklæring både til Lise og
mig – men jeg må nok erkende, at det var Lise der løste opgaven – og mig der
fulgte med.
Med kærlige hilsner Karl Halskov