| En uheldig badetur II Der må jo
have været dårligt vejr i sommerferien også i 1950èrne, men bortset fra nogle
voldsomme tordenvejr er det ikke noget, der har fæstnet sig i min hukommelse. Derfor
omhandler også denne fortælling en af de dage hvor Tjele Langsø trak med sit
afsvalende vand. Badeturen var
som altid sammen med Søren og Jenny´s børn. De måtte
gå i søen en gang om dagen, hvis det var godt vejr, men ellers var der mange
opgaver, der skulle passes. Denne dag
havde vi som sædvanligt været i søen, men det var således, at Hans, der var
noget ældre end os andre, enten kom sent hjem fra skole, eller også havde Hans
et job om eftermiddagen, der gjorde, at han ikke kunne komme i søen sammen med
os andre. Denne dag kom
Hans derfor hjem lidt sent på eftermiddagen, og skulle i søen i det gode vejr. Reglen om, at
der kun måtte bades en gang om dagen, gjaldt jo kun for Søren og Jenny´s børn, så jeg kunne derfor få en ekstra tur i søen
sammen med Hans den dag. Vi nød det
meget, og Hans var jo noget mere modig end os andre, så vi fik prøvet søen af
helt op til halsen, hvor det jo ellers kun var til navlen, som vi måtte være i. Det gik
rigtigt godt, indtil kirkeklokken i Nr. Vinge Kirke begyndte at ringe ovre på
den anden side af søen. Hans og jeg
stod i vand til halsen, da det gik op for Hans, at han jo skulle ringe med
klokken i Bigum Kirke den aften. Vi fik meget
travlt med, at komme op og i tøjet, og løb hen til Kirken – men det var jo for
sent - at Bigum Kirke faldt ind i
Kirkernes kor den aften. Ikke nok med
det men den stressede situation gjorde, at vi ikke fik talt slagene ordentligt.
Der skulle være 100 almindelig slag og 9 bedeslag, og det gik der vist noget
kludder i. Det var ikke
godt, for den for sene ringning var nu kendt i hele sognet og også i et par
nabosogne. På vej ned fra Kirken mødte vi nogle af beboerne fra det plejehjem,
der lå i Bigum på den tid. De havde
troligt siddet og talt slagene, og de kunne gøre os opmærksomme på, at der ikke
var slået de 100 slag som reglerne foreskrev, og der manglede vist også et af
bedeslagene. Dette var en forsømmelse, der ikke kunne gå upåagtet hen, så da
onkel Søren dukkede op på grund af den for sene ringning, blev han også gjort
opmærksom på, at der ikke var slået det rigtige antal slag. Onkel Søren
var meget ærekær på sin families vegne, og der blev ikke set igennem fingre med
forsømmelser, især ikke når det var noget der, som her var blevet kendt i hele
sognet. Onkel Søren
så på mig med et par øjne, som jeg ikke glemmer ”Nu må du vist hellere se at
komme hjem” var ordene, og jeg var glad for, at jeg derefter kunne tage min
cykel og køre op til Ingmar og Tove på Bakkegården. Hvad der
skete med Hans, har jeg ingen sikker viden om, men jeg kan nemt forestille mig,
at det ikke har været rart at være i hans bukser den aften Tilbage |
