Da Lise skulle have nye sko                        

Ingmar var jo et meget specielt menneske. Han havde en meget stor menneskelig indsigt, og nærede en stor tillid til sine medmennesker.

Dette, gjorde sig især gældende for medlemmerne af vores store familie, hvor der aldrig var tvivl i hans sind om vores værdifulde egenskaber, også selv om vi ikke selv følte, at vi altid kunne leve op til hans forventninger.

Denne ubegrænsede tillid er vi mange, der har nydt glæde af, og denne historie er et eksempel på, at det ikke altid gik helt som Ingmar forventede. Til trods for dette voksede vores selvtillid hver gang, at vi blev udfordret til at påtage os opgaver, som vi ikke helt var sikre på, om vi kunne klare, men de gange, hvor det gik godt, var vi vokset en halv meter i vores egen vurdering. Det var noget, som man kunne bruge, når man efter en sommerferie hos Ingmar kom hjem til udfordringerne i skolegården i København.

Nu kommer selve historien:

Året er ca. 1958

Dagen efter, at jeg var ankommet til Bakkegården, skulle Lise have nye sko, og det skulle foregå inde i Lindum hos smeden Peter Greve (Forretningen ligger der endnu, og drives stadig af familien Greve).

Ingmar mente godt, at jeg sammen med Knud Halskov kunne gå turen med Lise ind til smeden i Lindum. Knud vidste jo hvor det var, og Lise var jo som nævnt et meget roligt gemyt.

Der blev lagt seletøj på Lise, og vi fik en lang tømme i hånden, så vi kunne gå sikkert bag ved Lise, uden at komme alt for tæt på. Det passede os godt, for der var ingen af os, der var helt trygge ved at være for tæt på det store dyr.

Vi startede ved at sige en lyd, der ikke kan udtrykkes med bogstaver, retningen blev styret med ryk i tømmen til højre eller venstre, og vi skulle stoppe med et Pruuh og holde igen i tømmen. Det skulle nok gå mente Ingmar.

Det gik også helt godt. Det var en dejlig sommerdag, og det var mest når, der skulle en bil forbi, at vi blev noget nervøse for Lises reaktion. Men hun var garanteret mere rolig ved situationen, end vi var.

Det var først da vi nåede ind til Lindum, at der opstod rigtige problemer. Under den sidste del af turen havde vi nok holdt for lidt fast i tøjlerne så selve seletøjet, der sad på ryggen af Lise, var gledet lidt ned på hendes højre side. Det betød, at Lise følte, at der blev trukket til højre, selv om vi jo egentligt bare skulle følge vejen ligeud.

Vi endte derfor på det lille stykke græs, der lå ud for Morten Dueholms gård. Her gik Lise troligt rundt i ring således, som signalerne fra tømmen jo kom til hende fra det seletøj, der var gledet ned på hendes højre side.

Det kunne vi jo ikke bare blive ved med, men hverken Knud eller jeg havde mod til at gå op på siden af det store dyr, og jeg er heller ikke sikker på, at vi i det hele taget kunne nå op på ryggen af Lise for, at sætte seletøjet på plads.

Heldigvis kom der en venlig mand, der havde fået øje på os, og som kunne se, at vi ikke havde situationen helt under kontrol. Han fik skubbet seletøjet på plads igen, så vi kunne fortsætte gennem Lindum og hen til smeden.

Det viste sig blot, at Knud Halskov ikke helt vidste hvor smeden lå i Lindum, så det endte med, at vi fortsatte forbi smeden, og videre ud mod Sjørring og Sdr. Onsild.

Et pænt stykke efter Lindum blev vi indhentet af Ingmar, der kom efter os på cykel. En eller anden måtte have ringet til ham og fortalt, at hans hest var gået forkert sammen med de to drenge.

Ingmar fik fat i tøjlerne til Lise, og Knud og jeg overtog cyklen. Det var vi helt tilfredse med, og vi kunne derfor sikre, at cyklen kom vel hjem til Bakkegården, medens Lise fik sine nye sko på inde hos smeden i Lindum.

Det var meget karakteristisk for Ingmar, at vi aldrig blev bebrejdet, at vi ikke havde styr på situationen, og at vi ikke havde kunne finde smeden i Lindum. Det var ham, der havde vurderet os højere end vores evner, men det var jo egentligt noget, som vi var lidt stolte over.

Vi fik en god historie ud af det, som vi kunne berette om hjemme, og fik senere flere opgaver fra Ingmar, som vi selv måtte se at løse efter bedste evne.