Januar 2015 Da Lise skulle have nye sko Ingmar var jo
et meget specielt menneske. Han havde en meget stor menneskelig indsigt, og
nærede en stor tillid til sine medmennesker. Dette, gjorde
sig især gældende for medlemmerne af vores store familie, hvor der aldrig var
tvivl i hans sind om vores værdifulde egenskaber, også selv om vi ikke selv
følte, at vi altid kunne leve op til hans forventninger. Denne
ubegrænsede tillid er vi mange, der har nydt glæde af, og denne historie er et
eksempel på, at det ikke altid gik helt som Ingmar forventede. Til trods for
dette voksede vores selvtillid hver gang, at vi blev udfordret til at påtage os
opgaver, som vi ikke helt var sikre på, om vi kunne klare, men de gange, hvor
det gik godt, var vi vokset en halv meter i vores egen vurdering. Det var noget,
som man kunne bruge, når man efter en sommerferie hos Ingmar kom hjem til
udfordringerne i skolegården i København. Nu kommer
selve historien: Året er ca.
1958 Dagen efter,
at jeg var ankommet til Bakkegården, skulle Lise have nye sko, og det skulle
foregå inde i Lindum hos smeden Peter Greve (Forretningen ligger der endnu, og
drives stadig af familien Greve). Ingmar mente
godt, at jeg sammen med Knud Halskov kunne gå turen med Lise ind til smeden i
Lindum. Knud vidste jo hvor det var, og Lise var jo som nævnt et meget roligt
gemyt. Der blev lagt
seletøj på Lise, og vi fik en lang tømme i hånden, så vi kunne gå sikkert bag
ved Lise, uden at komme alt for tæt på. Det passede os godt, for der var ingen
af os, der var helt trygge ved at være for tæt på det store dyr. Vi startede
ved at sige en lyd, der ikke kan udtrykkes med bogstaver, retningen blev styret
med ryk i tømmen til højre eller venstre, og vi skulle stoppe med et Pruuh og holde igen i tømmen. Det skulle nok gå mente
Ingmar. Det gik også
helt godt. Det var en dejlig sommerdag, og det var mest når, der skulle en bil
forbi, at vi blev noget nervøse for Lises reaktion. Men hun var garanteret mere
rolig ved situationen, end vi var. Det var først
da vi nåede ind til Lindum, at der opstod rigtige problemer. Under den sidste
del af turen havde vi nok holdt for lidt fast i tøjlerne så selve seletøjet,
der sad på ryggen af Lise, var gledet lidt ned på hendes højre side. Det betød,
at Lise følte, at der blev trukket til højre, selv om vi jo egentligt bare
skulle følge vejen ligeud. Vi endte
derfor på det lille stykke græs, der lå ud for Morten Dueholms gård. Her gik
Lise troligt rundt i ring således, som signalerne fra tømmen jo kom til hende
fra det seletøj, der var gledet ned på hendes højre side. Det kunne vi
jo ikke bare blive ved med, men hverken Knud eller jeg havde mod til at gå op
på siden af det store dyr, og jeg er heller ikke sikker på, at vi i det hele
taget kunne nå op på ryggen af Lise for, at sætte seletøjet på plads. Heldigvis kom
der en venlig mand, der havde fået øje på os, og som kunne se, at vi ikke havde
situationen helt under kontrol. Han fik skubbet seletøjet på plads igen, så vi
kunne fortsætte gennem Lindum og hen til smeden. Det viste sig
blot, at Knud Halskov ikke helt vidste hvor smeden lå i Lindum, så det endte
med, at vi fortsatte forbi smeden, og videre ud mod Sjørring og Sdr. Onsild. Et pænt
stykke efter Lindum blev vi indhentet af Ingmar, der kom efter os på cykel. En
eller anden måtte have ringet til ham og fortalt, at hans hest var gået forkert
sammen med de to drenge. Ingmar fik
fat i tøjlerne til Lise, og Knud og jeg overtog cyklen. Det var vi helt
tilfredse med, og vi kunne derfor sikre, at cyklen kom vel hjem til Bakkegården,
medens Lise fik sine nye sko på inde hos smeden i Lindum. Det var meget
karakteristisk for Ingmar, at vi aldrig blev bebrejdet, at vi ikke havde styr
på situationen, og at vi ikke havde kunne finde smeden i Lindum. Det var ham,
der havde vurderet os højere end vores evner, men det var jo egentligt noget,
som vi var lidt stolte over. Vi fik en god historie ud af det, som vi kunne berette om hjemme, og fik senere flere opgaver fra Ingmar, som vi selv måtte se at løse efter bedste evne. Tilbage |