Anna´s jul

	Annas Jul derhjemme
De helt store fester på Bakkegården var Jul-Påske-Pinse, – det var dejlige fester derhjemme, – men vi børn glædede os især til Julefesten – næsten alt for meget! Forberedelserne i adventstiden var så vigtige! Præsten kom tit på besøg, for ”han var velkommen!” Det skyldtes nok, at han var missionsk ligesom Fatter. Vi børn tog ud sammen med karlene for at hente det rigtige grantræ. Det blev sat i storstuen, der ellers aldrig blev varmet op. Træet blev pyntet med klippet stads, engle og hjerter og sprællemænd, både nyt og også gammelt, gemt i dragkisten eller oppe på loftet, - hvor der selvfølgelig var sat grød til nissen. Jeg holdt altid øje med, om pandekagehuset var på træet – og den tykke mand. Han var der også sidste gang før jeg skulle ud og tjene, men da manglede han den ene side!

Bedstefar Anders Hoppe sørgede for, at dyrene fik lidt godt til Jul. At malke i juledagene var noget helt særligt. Der var sand på staldgulvet. Lyden af de raslende bindsler og dyrenes gumlen. Katten, der drak frisk mælk af en træsko. Jeg sang julesalmer for dyrene.

Juleaften om eftermiddagen blev yderdøren ud til gårdspladsen lukket op, så vi helt ind i huset kunne høre klokkerne kime fra alle kirkerne rundt omkring. Så var det tid at komme af sted ned til julegudstjenesten i Bigum Kirke! Vi var alle pyntet i det fineste tøj.

Hver søndag året rundt cyklede Fatter ned til kirken, men Mor kunne ikke cykle – hun havde for korte ben – så hun gik altid. Men til Jul blev der spændt for, så at de kunne følges til kirke på vognen. Kusken sørgede for hestene og kom spænende bagefter på sin cykel til kirke. Vi børn løb derned, ligesom vi altid løb til skole. Jeg skulle altid følges med Marie, men hun var så langsom, og det var træls. Det var ligesom hun kun rørte jorden ved hvert tredje skridt!

Foruden bibelhistorien skulle vi jo også lære salmevers udenad. Jenny og jeg kunne dem altid, men Karen improviserede, og Anders var så pjattet. Ingmar og Christian sagde versene i kor. Det var jo godt at kunne versene Juleaften, og de bedste var selvfølgelig: Et barn er født i Betlehem, Det kimer nu til Julefest og Kimer, I klokker. Og kirken var fuld!

En ting var, at vi havde lært versene og historierne i skolen, men troen tog vi med hjemmefra. Troen er ikke noget jeg har, men noget jeg ta’r!

Og så hjem til julemaden, som Mor og pigerne stod for. Mor var så god til at tilrettelægge. Vi sad som vi plejede: Drenge og mænd til venstre og pigerne til højre. Fatter for bordenden. Så sad de ellers: Forkarlen, 2. og 3. karl og drengene i rækkefølge. Efter Mor og pigen sad bedstemor og bedstefar og så os andre piger helt ned til Marie for den anden bordende, indtil Margrethe kom. Til daglig var vi 16-18 stykker, men til Jul var jo yderligere familie kommen til. Det var så højtideligt!

Fatter indledte med: ”I Jesu navn går vi til bords – at spise, drikke på dit ord – dig Gud til ære, os til gavn – så får vi mad i Jesu navn!” Der var ingen tvivl om, at det altid var Mor, der læste Juleevangeliet. Jeg glemmer aldrig det år, da katten var hoppet op på bordet midt i læsningen: ”Men engelen sagde: Ned kat! Frygt ikke!” Mor sluttede: ”Nu lukker vi så øwnene og tænker på alle dem, som ikke kan være med i daw…!”

Og så blev der ellers taget fra! Til maden fik vi saftevand og vand som altid. Fatter og Mor var afholdsfolk, så det gjaldt hele husstanden. Og Indre Mission forlangte jo, at budene skulle overholdes, så der måtte ikke danses på gården. Det kunne vække lysterne. Kortspil var også forbudt, for det ansporede til gerrighed og misundelse.

Efter maden også Juleaften sluttede Fatter med: ”Fader, tak for dagligt brød - tak for sjæleføde - giv os altid nådens brød – her, og lad os mødes – hisset ved dit højtidsbord – når vi flyttes skal fra jord – frelste af din nåde.”

Fatter tændte juletræet, som vi ikke måtte se, før vi kom ind i Storstuen. Så gik vi rundt om træet og sang mindst 3 julesalmer – og Højt fra træets grønne top gav Fatter lov til for børnenes skyld! Vi kendte alle historien om kongerne, der havde gaver med til Jesus i krybben. Og vi så frem til, at vi også skulle have gaver! Det var mest praktiske ting. Men jeg kan huske et år, hvor Ingmar fik en skralde, Kristian en slags flyvemaskine, lille Margrethe en dukke af papmaché, Karen og Jenny hver et fint hårbånd og Marie sko med hæle på, - men jeg fik bare et par underbukser med lodden vrang – og så var de brune!

Inden vi skulle i seng vankede der chokoladefigner og appelsiner. Mor bad Fadervor. Så sang vi: ”Nu lukker sig mit øje – Gud Fader i det høje – i varetægt mig tag! – Fra sorg og synd og fare – din engel os bevare – som ledet har vor fod i dag!” Og så var det ellers til køjs: 6 børn i kammeret, 3 i hver dobbeltseng. Jeg slutter stadig min dag med Fadervor og ”led os ikke i fristelse”.

Arbejdet stod ikke stille i ”Halvhelligdagene” mellem Jul og Nytår: Roerne skulle i roehuset, så vi ikke skulle i marken efter dem vinteren over. Granris i knipper blev lagt op på loftet over grisehuset. De var så gode at fyre op med. Men vi arbejdede kun om formiddagen, og klokken 3 samledes alle til rigtig kaffe.

Den sidste jul derhjemme husker jeg, at Bedstemor havde det virkelig sløjt med sin lammelse. Vi måtte hjælpe hende med at tisse, mens hun sad på kanten af kurvestolen. Den jul måtte Fatter bære hende rundt om juletræet.

Jeg beder mange små bønner i dagens løb! Det er så nemt! Jeg tager troen og ordet lige som det er! Det rokkes der ikke ved! Jeg er aldrig deprimeret, men glad og taknemmelig for, at Gud giver mig den hjælp, jeg har brug for! Det har jeg alt sammen fået fra Mor og Fatter derhjemme! Tak!

Anna – 89 ½ år.